Jeg hopper pistolen lidt og kommenterer næste uges Vagttårnet. Den pågældende artikel er "Forræderi et uhyggeligt tegn på tiden!". Inden for en artikel om forræderi og illoyalitet har vi denne underligt foruroligende passage:
10 Det andet gode eksempel, vi vil overveje, er apostlen Peter, der gav sin loyalitet til Jesus. Da Kristus brugte grafisk, figurativt sprog for at understrege vigtigheden af at udøve tro i sit snart-ofrede kød og blod, fandt mange af hans disciple hans ord chokerende, og de forlod ham. (John 6: 53-60, 66) Så Jesus vendte sig til sine 12-apostle og spurgte: “Du vil ikke også gå, gør du?” Det var Peter, der svarede: “Herre, til hvem skal vi gå væk? Du har ord om evigt liv; og vi har troet og lært at vide, at du er Guds Hellige. ”(John 6: 67-69) Betød det, at Peter fuldt ud forstod alt hvad Jesus lige havde sagt om sit kommende offer? Sikkert ikke. Alligevel var Peter fast besluttet på at være loyal overfor Guds salvede søn.
11 Peter begrundede ikke, at Jesus må have et forkert syn på tingene, og at hvis han fik tid, ville han genvinde det, han havde sagt. Nej, Peter erkendte ydmygt, at Jesus havde ”ord for evigt liv.” Ligeledes i dag, hvordan reagerer vi, hvis vi støder på et punkt i vores kristne publikationer fra “den trofaste steward”, der er svær at forstå eller ikke stemmer overens med vores tanker ? Vi bør prøve hårdt for at få fornemmelsen af det snarere end blot at forvente, at der vil ske en ændring, der stemmer overens med vores synspunkt. - Læs Luke 12: 42.
Det bibelske pointer, der nævnes i afsnit 10, er at selv når Peter ikke forstod hvad Jesus mente - selv når det Jesus sagde var chokerende - forblev Peter loyal over for Jesus. Åbningen af afsnit 11 introducerer et sekundært punkt om, at Peter ikke satte spørgsmålstegn ved Jesu lære, og han forestillede sig heller ikke, at Jesus havde begået en fejl og sandsynligvis ville rette det på et senere tidspunkt.
Jeg tror, vi alle kan være enige om, at Peter handlede korrekt, og at vi under alle omstændigheder gerne vil efterligne ham. Men hvordan kan vi efterligne Peters ubestridte loyalitet?
Den analogi, der gøres her, kaster det styrende organ i sin egenskab af "den trofaste forvalters" stemme i rollen som Jesus. Peters ubestridte loyalitet og accept af vanskelige lære bør svare til, hvordan vi betragter nye og vanskelige forståelser, der kommer fra det styrende legeme. Hvis Peter ikke troede, at Jesus var forkert og senere ville trække sig tilbage, skulle vi ikke tro det fra det styrende organ. Den stærke implikation er, at det ville være ensbetydende med illoyalitet at gøre det. Denne holdning forstærkes subtilt af det faktum, at en tiendedel af en artikel om forræderi er afsat til denne særlige tankegang.
Er jeg nødt til at påpege, at det er en falsk analogi at sammenligne Jesu Kristi lære med det styrende legeme? Han havde virkelig ordene fra evigt liv. Hvilken mand eller gruppe mænd kan sige det samme? Så er der det faktum, at Jesus aldrig begår en fejl, så han behøvede aldrig at trække sig tilbage, hvad han sagde. Det styrende organ har været nødt til at trække sig tilbage så mange gange, at du rent faktisk kan købe en bog på Amazon.com, der indeholder vores doktrinære ændringer. (Det er fra frafaldne, så jeg anbefaler ikke at købe det.)
Hvis man efter en levetid på at være vidne til den fortsatte ændring og til tider fuldstændig opgive langvarige og elskede overbevisninger, er man tilbøjelig til at betragte den seneste noget tvivlsomme fortolkning med en vis grad af forsigtighed, endda bange, ja ... kan man virkelig bebrejdes ? Er det virkelig en illoyal handling?
De fleste af os har holdt vores loyalitet over for Jesus Kristus intakt gennem - for kun at give et eksempel - serien af "forbedringer", der involverer betydningen af "denne generation". (I midten af 1990'erne var disse forbedringer nået til et punkt, hvor ingen længere vidste, hvad vi troede på emnet. Jeg husker, at jeg havde læst og genlæst forklaringen og ridset mig i hovedet.) Når vi siger "holdt vores loyalitet", burde det være forstået som loyalitet over for Jesus ikke over for en mand eller gruppe af mennesker. Selvfølgelig fortsætter vi med at støtte organisationen og derfor dens repræsentanter, men loyalitet er noget, der først og fremmest skyldes Gud og hans søn. Lad os ikke placere det, hvor det ikke hører hjemme. Så du bedes undskylde os, hvis vi efter gentagne gange er desillusionerede over rækken af fejlagtige fortolkninger af den bibelske passage ikke ivrigt springer på den seneste vogn. Faktum er, at de tidligere fortolkninger, selvom de viser sig at være forkerte, havde fordelen af at være plausible på det tidspunkt; noget der ikke kan siges for vores nuværende forståelse.
Tidligere, når vi blev konfronteret med en fortolkning, der ikke havde nogen mening (vores anvendelse af Mt. 24:22 i w74 12/15 s. 749, par. 4, fx.) Eller som var yderst spekulativ (1925, 1975 osv. .), vi var tilfredse med at vente tålmodigt på en ændring; eller hvis du vil, en tilbagevenden. De kom altid også; normalt forud for en ansigtsbesparende sætning som, "Nogle har antydet ..." eller den passive tid, "Man troede ...". For nylig har vi set, “Tidligere i denne publikation…”, som om magasinet var ansvarligt. Mange har udtrykt det sørgelige ønske om at se det styrende råd tage mere direkte ansvar for sådanne ændringer. Åbenheden ved faktisk at indrømme, at de, eller endda vi, fik noget galt, ville være mest forfriskende. Måske en dag. Under alle omstændigheder var vi tilfredse med at vente uden at tænke på at opgive troen. Publikationerne anbefalede endda en sådan ventende holdning. Men ikke mere. Hvis vi overhovedet tror, at det styrende organ har fået det forkert, er vi illoyale.
Dette er bare det seneste og mest åbenlyse i en række opfordringer til loyalitet og lydighed over for det styrende organ. Det er underligt, hvorfor dette tema med stigende hyppighed optræder i publikationerne og fra forsamlings- og kongresplatformen. Måske er det, at der er en meget stor kontingent af trofaste ældre, der har set for meget spekulationer på tryk og for mange tilbageførsler af læresætninger. Jeg kan ikke se nogen masseudvandring, for disse er, som Peter var klar over, at der ikke er andre steder at gå. Men de er heller ikke klar til bare blindt at acceptere enhver ny lære, der kommer ned ad røret. Jeg tror, at der måske er en vidstrakt, græsrodsbetinget vidne med denne stemning, og det styrende organ ved ikke, hvad det skal gøre. Disse er ikke en del af et stille oprør, men de deltager i en stille afskedigelse af den holdning, at det styrende organ faktisk styrer deres liv, og at alt, hvad det styrende organ siger, skal tages som om det stammer ned fra det høje. Snarere stræber de efter at skabe et tættere bånd med deres Skaber og samtidig støtte det verdensomspændende kristne broderskab.
Det er min mening om det alligevel. Hvis du føler dig anderledes, er du velkommen til at kommentere.
Velskrevet artikel! Jeg er nysgerrig ... Når du henviste til enkeltpersoner i denne artikel som frafaldne, hvad mente du. Hvem er efter din mening frafaldne?
Et gyldigt spørgsmål. Denne artikel blev skrevet for mere end et år siden, og min opfattelse af, hvad der udgør frafald, har ændret sig betydeligt siden da. Jeg planlægger at skrive et omfattende indlæg om emnet, så i stedet for at komme ind på det her, vil jeg bare sige, at jeg betragter frafald som det, Bibelen definerer det, hvilket er væsentligt forskelligt fra, hvad Organisationen mener, det er .
Teknisk set er enhver, der er på dette sted, en frafald målt af GB-undervisning, vi er alle her, fordi vi er uenige med “sandheden”.
Jeg personligt mener, at medmindre GB tager et skridt tilbage og tillader autonomi, så er enhver reform dømt, som jeg tror er mange trofaste JW'er, deres op til deres øjenkugler i avgudsdyrkelse, og det ser ud til, at der ikke er nogen ladning.